Robot skaffer jobs hos Ropox

02/03-2016

Robot skaffer job

 

Tekst og billeder af Mogens Lorentzen, www.sn.dk

Se artikel


Robot4 er hurtig, præcis og aldrig syg. Og så er den med til at skaffe arbejde til Næstved.


Det lyder som en succes-historie. Og det er da ogsåsvært for Næstved-virksomheden Ropox at sige noget negativt om den seneste investering. Det handler om købet af den nyeste robot - nummer fire i rækken - og den klart mest avancerede.
For 1,5 millioner kroner er den nye robot gjort køreklar på Ropox-fabrikken i Ringstedgade. Købt hos Cloos i Tyskland, og skræddersyet til behovet hos Ropox og All Steel - to virksomheder samme ejer og ledelse.


Ropox blev startet i 1962, og virksomheden er en af flagskibene i Næstveds erhvervsliv. Kendt for blandt andet hjælpemidler af enhver art af meget høj kvalitet. Og med stor eksport. Samtidig er Ropox All Steel storleverandør af produkter til andre firmaer.

I dag beskæftiger Ropox 60 medarbejder, og tallet bliver ikke mindre, fordi der er kommet en topmoderne robot ind på adressen.
- Tværtimod kan robotten være med til at skaffe flere jobs. Vi kan konkurrere på pris, kvalitet og ikke mindst hurtighed, siger firmaets tekniske direktør Poul-Erik Pedersen til Sjællandske.


Sikrer arbejdspladser
Ropox har fået en aftale med Næstved-virksomheden 1000dots, der ejes af Steen Hansen. Han udvikler og sælger møbler og inventar til blandt andet sygehuse, institutioner og universiteter. Og den tidligere møblehandler har fart på. Han har netop fået patent på et låsesystem, der skal anvendes til møde- og konferenceborde. Benene fremstilles på Ropox, og det er nyt.
- Jeg har tidligere fået fremstillet bordbenene i Serbien og de baltiske lande. Men efter Ropox har fået den nye robot, har jeg fået konkurrencedygtige priser. Og vi har indledt et fornuftigt samarbejde. Der er mange fordele ved at udvikle prototypen i Næstved, og at produktionen efterfølgende kan ske lokalt, siger Steen Hansen, der har firma på Lunavej. I de lokaler, hvor Pedersen EL tidligere holdt til.
- Vi er glade for det lokale samarbejde. Og vi sikrer flere arbejdspladser, siger direktør Tommy Jensen.